Morgenen starter tidligt her. Allerede kl 5.30 er der gang i den, ind imellem er der en bil der kører allerede kl. 4 men vi ligger altså og gasser den under nettene indtil kl 6.30. De første par timer er her koldt, rigtigt koldt og det er lange bukser og trøjer. De der bor her går med huer og vanter!! En enkelt har endog en nissehue!!
Der ligger en fugtig tåge hen over alt så man kan ikke se mere end ca. 100 m frem. Omkring kl 8.30 har solen brændt hul i tågen og temperaturen stiger stille og roligt.

Her er helt utroligt smukt med det flotteste bjerg der adskiller Thailand fra Burma. Når solen dukker frem i tågerne kunne man fristes til at tro man er på et Hotel Resort, umiddelbart ser det idyllisk ud med de små hytter der klinger sig til bjerget, men kigger man sig omkring er det tydeligt hvor man er. Jeg er glad for at vi er her i den tørre periode, når det regner må det være et fuldstændig uoverskueligt mudder og søle.

Det tager ca. 1,5 time at gå fra den ene ende af lejren til den anden, i alt er her ca. 50.000 personer og langt de fleste er kvinder og børn. I de fleste små hytter bor 2-3 familer.
Da vi er her på invitation fra Dr.Simon  kan vi ikke færdes alle steder indenfor lejren,, men kun på en del af området.

I søndags da vi var på tur, så vi flere smålejre rundt omkring der er blevet lukket og flyttet hertil.

Da vi bor overfor indgangen til Dr. Simons hus kan vi følge med i det meste der foregår. Vi sad derfor i første parket da der i dag dukkede en thailandsk soldat op med et brev og der blev sendt bud efter Dr. Simon. Når dagene bare går og man passer hver sit kan man godt lige glemme alvorden omkring en, men den blev lige bragt tilbage på det tidspunkt..

Når jeg kravler ud under moskitonettet om morgenen er det første der møder mig ordene der hænger over indgangen til hovedbygningen:
together we can make the world a better and meaningful place for living.
Den sætning rammer ret præcist det mål af håb og tro som man fornemmer herude, at lige her midt i lejren og med de midler og de muligheder der er prøver man at få det til at lykkes på bedst mulig måde. Der er masser af triste skæbner her, I flæng nævner jeg bare sygdom, lemlæstelse af miner, depressioner, druk og fattigdom, men på trods af det holder man fast i at det starter med den enkelte af os lige her og nu.
Må jeg anbefale at hænge et lille skilt på badeværelsesspejlet derhjemme med samme eller tilsvarende tekst! Når de kan herude så kan vi sandelig også derhjemme.